Eftermiddagens luftetur med Vera foregik omkring det rækkehus, som lige straks er vores. De tidligere beboere er flyttet ud, og nu står de tomme kvadratmeter bare og venter på os. Forskellige omstændigheder har gjort at vi desværre ikke kan overtage huset før midt i august, og i det her fantastiske vejr ærgrer vi os altså over at sidde på 4. sal når, der står en tom have, vi ellers kunne have hygget os i. Nå, men heldigvis er der ikke længe til nu – og haven kræver vist også en kærlig hånd før den rigtig kan indtages.

Åh, som det bliver skønt!

Hold nu op, som vi har fået hænderne fulde herhjemme med at aktivere, træne og opdrage på lille Vera. Hun er faldet godt til og og vi fornemmer at hun føler sig tryg og “hjemme” hos os. Hvilket er skønt! Men med den tryghed følger også modet til at prøve grænser af og det gør hun i stor stil nu. Prøver os af – hvilket også er dejligt, for jeg tænker virkelig at det er et sundhedstegn. Men det kræver masser af tålmodighed og evne til at finde på og til at aktivere sådan en lille nysgerrig og fræk hvalp. Vi har læst en masse om emnet i bøger og på nettet, taget det til os vi syntes lød bedst for os, men en ting er hvad der står på skrift, en anden ting er hvordan tingene foregår i virkeligheden.

Vi vil gerne opdrage hende med “gulerødder”, ros og tålmodighed!  Og sidstnævnte kræver det altså en ordentlig røvfuld af, når hun går direkte fra terrassen og ind på stuegulvet og sætter sig ned og tisser mens hun stirrer på os (vi er slet ikke i tvivl om at det ikke er “uheld” eller, at hun ikke ved, at sådan noget gøres udendørs). Eller når vi siger “nej” til at hun bider os i haserne og hun så – helt i protest – går direkte ud i entreen og henter en af vores sko, som hun så kommer spankulerende med i munden. Så er der heller ingen tvivl om at hun prøver os af. Men selvom vi nogle gange kigger på hinanden og ruller med øjnene, så er vi heller ikke et sekund i tvivl om at vejen frem er, at give hende tilbage med masser af kærlighed, tålmodighed og konsekvente “retningslinier”. Og gulerødder!

Heldigvis er hun jo allermest sød, dejlig og kærlig. Hun kan (næsten) sætte sig på kommandoen “sit” og hun er vild med (og dygtig til) at søge efter godbidder. Hver dag er der nye fremskridt, og det er herligt at se. Og så vokser hun jo med lynets hast. 600 gram er lagt oveni de 2000 hun vejede da hentede hende.

Mindst ligeså meget er hendes selvtillid og ego også vokset – heldigvis (tror jeg nok;-))

Idag havde vi Vera med på en lille udflugt til Hampen Sø. Det var en spændende oplevelse for den lille frøken, og hun udforskede ALT  med mod og stor selvtillid (nogle gange var det nu alligevel meget godt, at have et par kendte mennesker ved sin side når man kun er en lille hvalp i en meget stor verden!). Nu er hun til gengæld træt! Har sovet det meste af aftenen og jeg er spændt på om hun når at vågne lidt inden vi andre går i seng.

For at der ikke skal gå “hund” i hele bloggen har jeg oprettet et album med Vera-billeder i mit galleri. I morgen bliver det opdateret med billederne fra vores udflugt idag, og hvis du har lyst, så kig endelig forbi

Alt er godt med Vera. Hun er den sødeste lille spilopmager, fuld af gå på mod, krudt og kærlighed, og jeg er fuld af forundring over hvor godt og hvor hurtigt hun er faldet til i vores familie. Især når man tænker på hendes historie, for den er ret barsk og speciel. Vera er nemlig født på Rhodos, og sammen med sine 3 søskende dømt til et liv på gaden – i bedste fald. Da vi tog valget om at adoptere en græsk gadehund, vidste vi, at vi ville få en hund med en anden baggrund end  hvis vi købte en hvalp herhjemme, som ville være opvokset hos en familie eller en kennel i trygge omgivelser. Hvad vi ikke vidste før vi fik hende hjem var, hvor utrolig hendes historie er, og jeg synes den fortjener at bliver fortalt, for det er et lille mirakel at hun ligger her på sofaen hos mig nu. Den kommer her…

Mens Sabrina, hendes mand og 2 piger er på ferie på Rhodos bliver en sort pose med 4 små hundehvalpe smidt ind over hegnet til deres hotel. Hotelpersonalet tager sig lidt af hvalpene, bygger en lille indhegning til dem af stole og kasser og fodrer dem med store klumper kød (de ikke kan tygge) og komælk (de ikke kan tåle), og ellers er hvalpene overladt til turisterne som også fodrer dem lidt med vand og kiks. Børnene på hotellet leger med dem, og hvalpene får ikke meget ro. Alligevel er de meget trygge og glade og falder ofte bare i søvn i børnenes arme.

Sabrina får oplyst. at det er hotellets plan at aflevere de små hvalpe på øens internat og hun tager derfor kontakt til foreningen Græske Hunde og Benedikte som står for foreningen siger: “det er den visse død, hvis de havner der. Der kommer de aldrig ud fra igen, så hellere et liv på gaden”. Benedikte var også ret afvisende og sagde: “Vi får dagligt masser af opringninger og mails fra frustrerede turister”. Desuden havde hun jo også travlt med en masse andre hunde, som havde ventet længere end disse hvalpe og derfor var foran dem i køen, så hun havde ikke tid til at gå ind i det og hun ville heller ikke springe køen over.

Sabrina og hendes to piger græd i flyet på vej hjem til Danmark og kunne slet ikke udholde tanken om de små hvalpes skæbner. Hun tog derfor sagen i egen hånd. Hun kontaktede hotellet hvor hvalpene boede, gik igang med at finde en dyrlæge og indhente  priser på at få fløjet hvalpene “hjem”. Alt imens holdte hun kontakt til Benedikte og informerede hende løbende. Benedikte indvilgede da også i, at prøve at sætte hvalpene til adoption på Græske Hundes hjemmeside, og så måtte de se hvad der skete. Kort efter fik Sabrina en dejlig besked fra Benedikte om, at to af hvalpene var adopteret (Vera var den ene).  Projektet tog derefter fart, men mange udfordringer skulle endnu overkommes før hvalpene var i sikkerhed. For Græske Hunde har ingen frivillige på Rhodos, så det var en næsten umulig opgave at få hvalpene videre. Efter MANGE mails lykkedes det alligevel at overtale en fra hotellet til at køre hvalpene til dyrlæge så de kunne bliver undesøgt og få de vacciner de skulle have. At finde en dyrlæge, der ville påtage sig opgaven uden at få pengene “upfront” var heller ikke nemt. Da alt alligevel syntes at ville falde i hak, var der pludselig ikke nogen fra hotellet der ville køre hvalpene til lufthavnen den dag de skulle rejse. Benedikte ringede til Sabrina og sagde at det alligevel ikke kunne blive til noget at få hvalpene hjem til Danmark. Sabrina fik helt ondt i maven, og var klar til at rejse til Rhodos selv for at tage hvalpene med hjem. Gode råd var dyre.

Igennem Facebook lykkedes det at finde en frivillig, der ville køre hvalpene til lufthavnen, hvor en af Benediktes kontakter ville tage flyet med hvalpene videre til Danmark – Tom hed han. Tom, som var i Athen, skulle med flyet hjem til Göteborg, men istedet for at følge hans oprindelige rejseplan, tilbød han at ændre den sådan, at han ville mellemlande på Rhodos, tage flyet med hvalpene til København – og så tage toget hjem til Göteborg.

Da Casper, Sofie og jeg mødte Sabrina og hendes familie i Kastrup kl. 5 torsdag morgen, vidste vi slet ikke hvor mange kræfter de havde lagt i at få hvalpene til DK. Og da Tom trillede ud i ankomsthallen med de små hvalpe, gav Sabrina ham det største knus, og nu forstår jeg helt hvorfor. Jeg har lyst til at give hende det samme!

Efter vi havde fået sagt tak til Tom, satte vi os lidt afsides og tog hvalpene ud af burene og hilste på dem. Jeg havde forventet nogle små nervøse og måske skræmte dyr, men de var ellevilde, glade og tillidsfulde. Og sultne! Vi havde købt små frikadeller, og de faldte i god jord hos alle hvalpene! Vi fik Vera med hjem, et andet par fik en søster med hjem og Sabrina og hendes familie har nu Veras to små søskende i pleje indtil de finder et godt hjem til dem. En pige og en dreng – Alberte og Alfred. Hvis du kunne tænke dig at adoptere en af Veras søskende og give den et kærligt hjem, kan du finde dem her på Græske hundes hjemmeside. Der er også masser af andre hunde der ønsker et dejligt og trygt hjem i Danmark, nogle af dem kan du finde her.

Veras triste historie ender her. Nu er hun en solstrålehistorie – en heldig  hund. Nogle gange føler jeg, at hun ved det, for hun viser os hele tiden hvor glad hun er for os, og hun har på intet tidspunkt været ked eller givet udtryk for at savne. Det er som om hun altid ar været her. Vi skylder stor tak til alle de mennesker der har hjulpet Vera hertil, og jeg bliver så rørt over hendes historie, og over, at der findes mennesker derude med SÅ store hjerter som Sabrina, hendes familie og alle de andre frivillige der har været involveret. Vi holder kontakt til familien, for de er forståeligt nok interesserede i at følge med i hvordan det går med Vera – hun er jo også en del af deres familie.

Familiens nye medlem. Lille Vera. To kilo bedårende, blød og hjertesmeltende hundehvalp. Suk.

Jo,  nu glæder vi os endnu mere til at flytte!

Vi skal flytte!! I rækkehus MED HAVE og plads til hund! Det bliver SÅ dejligt og jeg glæder mig helt vildt. Vi flytter midt i august, og er derfor gået igang med at bruge vores sidste rest ferie på at få ryddet op og ryddet ud, så vi ikke skal flytte med alt for mange overflødige ting – sådan nogen har vi vist nok en del af nemlig, stablet op i kælderrum og i pulterkammerkontoret!

I går nåede vi et godt stykke, idag kommer søster så og hjælper lidt til – til gengæld sætter hun Sofie af, så vi kommer nok ikke ret meget længere før feriebarnet tager hjem igen

Så endte vores ferie i Blokhus – desværre. Det har været nogle skønne dage. Solen var med os det meste af tiden, men vi fik også oplevet en snert af de naturkræfter der næsten slår benene væk under én, når man står på toppen af klitterne og kigger ud over endeløse vidder af sand og vand, og mærker vind og bølger bruse.

Vi fik besøgt Løkken og Lønstrup også. Vi fik spist dejlig mad, is, frugt og friske ærter i tonsvis. Vi slikkede sol og slappede af. Vi gik små ture til både strand og by. Vi var i vandet hver dag (de fleste af os i hvert fald!) og vi nød hvert et sekund…

Jeg kunne tænke mig, at vende tilbage til næste år… Og næste år igen!