august 2011


Fint besøg

@ 17:28 by Moster

Idag har jeg haft hyggeligt besøg af Mads, Sara og deres søde mor. De kom med fine gaver til vores nye hjem og en bold til Vera. Vi spiste frokost og gik en tur på legepladsen, og Vera blev fodret med MASSER af godbidder – både på turen og hjemme – så hun nød også at have gæster. Nu er hun gået kold på sofaen, og med al den opmærksomhed og “gang-i-den” hun har har været omgivet af i dag, tænker jeg, at hun sover resten af dagen og natten med :-)

Om lidt kører Casper efter sushi, og så vil vi nyde den sidste bid weekend i sofaen, slappe af og lade op til den nye uge, der begynder lige straks…

Comment » | Ikke kategoriseret

En lille tur

@ 18:50 by Moster

Både Casper og jeg havde tidligt fri idag. Vi hentede Vera og kørte ud i blå for at opleve lidt nyt og nyde det gode vejr. Vi endte i Forstbotanisk Have, hvor vi gik en dejlig tur, hilste på ænder og fandt en masse gode pinde. Ænderne var ikke helt Veras kop te – og vice versa, men der skete heldigvis så meget andet godt, og det var en træt hund, vi havde med hjem igen.

Nu er vi alle 3 sunket ned i sofaen, det er tiltrængt med lidt hvile ovenpå de seneste ugers nedpakning og flytteri. Denne weekend skal foregå i vores helt eget tempo, og fyldes med dét vi lige har lyst til… :-)

Comment » | Ikke kategoriseret

Nye tider

@ 20:55 by Moster

Her er stille for tiden. Tiden går med falde til i vores nye hjem. Og på den nye uddannelse. For Vera er det også blevet nye tider, hun har nemlig måttet vænne sig til at være alene hjemme nu hvor ferien på ingen måde længere kan strække sig for hverken Casper eller jeg. Jeg er sikker på, at vi har fået et pragteksemplar af en hund, for endnu en gang overrasker hun med sin evne til at omstille sig og bare “falde til” under omstændighederne. Hele weekenden har vi f.eks. brugt på at klargøre den gamle lejlighed til den nye indflytter, vi havde selvfølgelig Vera med, men der var ikke meget tid til at underholde hende. Alligevel var hun på intet tidspunkt krævende eller rastløs. Kunne sagtens underholde sig selv med lidt legetøj, et stykke pap eller en pind, hun selv tullede rundt og fandt. Hun er ren fornøjelse!

Hun klarer det også (næsten) uden problemer at være alene hjemme. Hun har (endnu) INTET ødelagt. Kun en lille tissetår indenfor er det blevet til et par enkelte gange. Flot! I går var hun ved dyrlægen og blev vejet til 4,7 kg, så hun skyder også hurtigt i vejret! Hendes ører er begyndt at rejse sig op (især det ene), og vi er meget spændte på om det udvikler sig til noget permanent, hvor stor hun ender med at blive og hvornår hun begynder at tabe tænder. Hun vokser jo med lynets hast, og nok hurtigere og til noget større end først forventet. Det er en spændende udvikling!

I morgen er vi helt ude af den gamle lejlighed, og jeg glæder mig til at vi kun skal se fremad derfra. Til at få pakket de sidste kasser ud, slå et par smut forbi IKEA og ose nettet tyndt for nips og andre uundværlige sager, der skal sættet prikkerne over i’erne her i rækkehuset.

Nu skal vi til alt det sjove :-)

Comment » | Ikke kategoriseret

Endelig flyttet

@ 22:12 by Moster

Så er vi flyttet – endelig! Jeg synes det har holdt hårdt med nedpakning, skolestart og en hund der ikke sover igennem, og jeg må indrømme, at jeg aftenen inden Store flyttedag var så træt, at jeg var på randen til tårer, og jeg er derfor dybt taknemmelig for at have gode venner og familie, der, helt uden et kny, sprang til og hjalp udover alle grænser. Tak!!

Her et par dage, en weekend og nogle gode timers søvn efter indryk, er overskuddet langsomt ved at vende tilbage. Og her begynder så småt at ligne et hjem. Vera har taget det hele i stiv arm. Hun får alle døgnets lyse timer til at gå i haven med at snuse, grave og hilse på naboer. Søde naboer og med hunde på begge sider af hækken – hvilket så også resulterede i, at vi måtte igang med at sætte ekstra hegn op, for den lille dame blev ved med at stikke af igennem hækken over til sine nye venner.

Vi andre har ikke rigtig haft tid til at nyde haven – vejret har heller ikke helt været til det! Men vi har da været rundt at “snuse” og med hjælp fra svigermor fik vi også afklaret hvad det er for nogle stauder, buske og træer, der befinder sig derude. Det skal nok blive godt! Idag plukkede jeg  min allerførste “egen” blomst til at sætte i vase, og fandt ud af, at den store troldhassel er fyldt med nødder…

 

Comment » | Ikke kategoriseret

Der pakkes og pakkes og…

@ 07:53 by Moster

Flyttekasserne hober sig efterhånden op over det hele. Vi var flittige i går, og det er vi også nødt til at være idag, så vi kan blive så tæt på klar til den kommende flytning, vi overhovedet kan. Med skole og arbejde i næste uge, og en frist, der hedder torsdag, er der ikke mange timer tilbage til at pakke færdig i. På lørdag klokken 9 står flyttemændende klar, og det skal vi altså også være, så det hele bare kan klappe.

Vera følger nysgerrigt med i nedpakningen. Jeg er spændt på hvad hun “siger” på lørdag, når vi flytter vores ting ind i den nye lejlighed, og hun er i helt nye omgivelser… Håber, hun hurtigt falder til.

Comment » | Ikke kategoriseret

Sofie 8 år

@ 21:05 by Moster

 

I går var det Sofies fødselsdag. Hun fyldte 8 år. OTTE ÅR!! Det er slet ikke til at forstå, at det allerede er otte år siden hun var et lillebitte pus på 1800 gram, født 7 uger før tid. Og det er heller ikke til at forstå, at det lille pus nu er en stor skolepige, der både kan læse og skrive, og som har sine egne (og meget bestemte!) meninger om stort set alting.

Hun havde også selv bestemt hvordan lagkagen skulle se ud, og havde, sammen med bedste-veninden Amalie, bagt boller til alle sine fødselsdagsgæster. Hun fik (selvfølgelig!) masser af gaver, der var flag og balloner og fødselsdagssang. Og bortset fra, at solen gemte sig en smule, og at marsvinet bed hende i fingeren så hun måtte til lægen for at få en stivkrampevaccine, så var dagen vist helt som sådan en dag skal være, når man fylder 8 (OTTE!!) år… :-)

2 comments » | Ikke kategoriseret

Back to top